11.11.13

November for baby # 6 - matchende vanter (og lidt om udviklingsspring)


Sove sokkerne som jeg viste d. 2. november har selvfølgelig et matchende sæt vanter. De er strikket i samme tykke uldgarn. 100% økologisk uld, ingen superwash. Lækre, varme!

Meget mere er der faktisk ikke at sige om dem. De er ligesom sokkerne strikket på strømpepind 4. 24 masker er der, rippen (4,5 cm) er strikket skiftevis ret og vrang - så et stykke med glatstrik (altså kun ret når det er på strømpepinde) og så lukket af 4 masker hver anden af 2 gange (=8, = 16 tilbage) og 4 masker hver gang af 3 gange (=12, = 4 tilbage) og så snoren igennem de sidste 4 masker, stramme til, hæfte ende. Færdig! De kan nås i en god lang middagslur - hvor babyen sover, ikke du ;o)


Måske nogle har bemærket at jeg startede så godt ud her i november med at blogge. Og at jeg så ikke har blogget i hele 5 dage. Forklaringen er den at min baby (min ellers meget nemme baby) er i fuld færd med et meget lidt sjovt udviklingsspring. Og det må virkelig ikke være sjovt for ham, han vågner 20-30-40 gange om natten og græder og græder - og nægter lure i løbet af dagen - og nægter at blive madet - og vil ikke lege selv, men heller ikke sidde på skødet. Og vil ikke ligge i barnevognen når mor ellers vil vade byen rundt for at få ham til at sove. Så vi har begge været meget trætte. Og farmand var ikke hjemme i sidste uge. Ja - derfor ingen indlæg herfra.

Jeg vil se om jeg kan indhente det.

Ingen kommentarer

Send en kommentar