Ude godt men hjemme bedst!

Mit første barn (og eneste indtil videre) blev født i marts sidste år. Han bliver snart 1 år, tiden flyver, den går bare hurtigere nu end den gjorde før. Måske fordi jeg nu ønsker den skulle gå langsommere end den gjorde før? Jeg vil nyde hvert minut, opleve hvert minut, se alle de små ændringer i mit barn - som ændrer sig med lysets hast.

Da jeg var gravid sagde folk tit til mig, at ALT ville ændre sig når jeg fik børn. Jeg skulle ikke tro at jeg kunne feste mere, at jeg kunne være sent oppe, at jeg kunne gøre som jeg ville. De fik det næsten til at lyde forfærdeligt. De fik ret. Alt ændrede sig. Men ingen af dem nævnte den største ændring (måske fordi den er så svær at sætte ord på?), mit liv har ændret sig, mine holdninger har ændret sig. Ting der før var vigtige før er ligegyldige nu, og ting jeg aldrig troede jeg skulle interessere mig for er nu det vigtigste i verden.

De havde ret da de sagde at jeg ikke skulle feste, ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg ikke vil. Jeg er stadig sent oppe nogle dage, men jeg prioriterer det godt nok sjældent. Og ja, der er mange ting som jeg ikke ville have gidet før, som jeg gør nu, men som jeg også elsker at gøre.

11 måneder er han, og jeg er startet på mit studie igen. Jeg er så heldig at jeg kun har få mødedage og derved meget mere tid med mit barn. Men alligevel er det bare ikke nok.

Når man er på barsel får man 3 spørgsmål. 1) hvor gammel er han, 2) sover han om natten, 3) hvornår skal han starte i institution.

Før jeg blev mor var det en naturlig tanke for mig at mine børn skulle i institution med alle de andre børn i Danmark. Jeg har aldrig ønsket et 7-17 institutuionsbarn, men alligevel haft det fint med tanken om institution. Mor skal jo også ud. Mor skal tjene penge. Mor skal udvikle sig, realisere sig og socialisere sig med verden. Men! Hvad nu hvis det ikke længere er det mor vil?

I Danmark er det helt klart normen at børnene bliver passet ude for hjemmet. Men er det grund nok til at det er sådan det skal være?

Jeg vil allerhelst passe mit barn selv, lære ham at gå, spise med ske, lægge puslespil. Jeg vil være den der puster på hans knæ når han slår sig. Jeg vil være den der kysser hans pande når han skal sove og være den der tager ham op fra luren. Jeg vil være der og jeg vil dele livet med mit barn.

Jeg er glad for at have fundet ud af at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Jeg læser med på andre blogs hvor mødre beretter om deres hjemmeliv, om deres prioritet omkring deres liv der minder så meget om den jeg ønsker. Jeg mødes i legestue med mødre der heller ikke ønsker at sende deres børn i institution. Og jeg ser tvprogrammer, der tør fortælle at vi faktisk er nogle der helst vil hjem til børn og kødgryder.

Nogle gange må man vidst bare indse at man ikke helt kan bestemme hvad hjertet vil. Og at man har en holdning, lige indtil man bliver mor!