9.2.14

Næringsrig nødde-kernemælk


Længe har jeg læst interesseret med når andre har produceret deres egen nødde/kernemælk, det lød ret spændende og ret besværligt. Spændende er det, besværligt er det ikke.

Jeg startede produktionen i går aftes, nu går du måske allerede i panik, men læs lige videre. Det eneste jeg gjorde i går aftes var at hælde ca. 2 dl forskellige nødder og kerner i et glas, hælde vand over og sætte det i køleskabet. Det var altså virkelig ikke besværligt ;o) Her til formiddag hældte jeg så vandet fra, hældte nyt vand i og hældte også det fra. Så blendede jeg med stavblenderen massen med 2 dl vand (hvis man tilsætter mere er der fare for at det plasker ud over det hele, bruger du en alm. blender frem for stavblender så tilsætter du blot en hel liter vand med det samme). Da massen var blendet godt, tilsatte jeg yderligere 8 dl vand (total 1 liter). Nu har du en grumset mælk.
Jeg skoldede et stykke klæde (fordi jeg ikke har ostelærrede eller nut-milk-bag) og siede på den måde pulpen fra mælken. Og færdig færdig. 1 liter næringsrig drik, til både store og små.

Pulpen har jeg smidt i ovnen på 75 grader, der skal den hygge sig i en time til halvanden. Så er der også lækker nødde-kernemel som er genialt at bage med - helt uden gluten!


Hvis du virkelig ikke har lyst til at ligge dine nødder og kerner i blød, så kan du godt lade være. Jeg gør det fordi de på den måde er meget nemmere at fordøje. Og skulle der sidde nogle bitrestoffer på overfladen, så bliver de skyllet ud med vandet.

Til min blanding brugte jeg:
½ dl græskarkerner
½ dl sesamfrø
lidt solsikkekerner
og en lille dl mandler

Du kan dog varierer efter lyst og skabsbeholdning.


Vær opmærksom på nøddeallergi ved dit lille barn. Jeg anbefaler ikke at du giver nøddemælk før 8 måneders alderen, det kan også være en god ide at starte med mandler frem for andre nødder.

Ingen kommentarer

Send en kommentar